Visitation

Det er en forudsætning for visitation, at barnets handlekommune har truffet beslutning om henvisningen, og at PPR har vurderet, at det er mest hensigtsmæssigt, at eleven undervises i specialundervisningstilbuddet.

Visitation til Slotsskolens specialundervisningstilbud foregår på internt visitationsmøde på Danners børn. Der kan visiteres løbende over året. Frederikssund kommune (v. PPR) har den endelige visitationskompetence.

Visitationsgrundlag

For at kunne foretage den bedst kvalificerede visitation og efterfølgende lægge den mest optimale behandlings- og undervisningsplan for eleven, er det vigtigt, at vi får så meget relevant viden om eleven som muligt.

En PPV skal foreligge medmindre det er en akutanbringelse. I tilfælde af akutanbringelse, skal hjemkommune og beliggenhedskommune aftale af hvem – og hvornår PPV udarbejdes.

Hjemkommunen skal i samråd med PPR i Frederikssund udarbejde en midlertidig godkendelse, så eleven kan begynde sin skolegang hurtig på Slotsskolen.

Sagsakter til brug for visitation kan være:

  • PPV (pædagogisk-psykologisk vurdering)
  • Barnets plan fra den sociale forvaltning
  • Beskrivelse af elevens baggrund, herunder familiemæssige forhold, fysisk, psykisk, social og adfærdsmæssig udvikling, tidligere skoleforløb, og faglig udvikling
  • Beskrivelse af elevens ressourcer og udfordringer
  • Angivelse af elevens behov for støtte og behandling
  • Gerne den børnefaglige undersøgelse, eller relevant uddrag heraf

Revisitation/årlig vurdering                        

Frederikssund kommune (PPR) følger udviklingen hos elever, der modtager specialpædagogisk bistand i specialundervisningstilbuddet.

PPR skal mindst en gang om året tage stilling til, om eleven skal fortsætte i specialundervisningsstilbuddet eller om eleven skal have et andet skole/undervisningstilbud, eksempelvis i folkeskolen.

Vurderingen foretages i samråd med barnet/den unges handlekommune, specialundervisningstilbuddet (Slotsskolen), forældrene og eleven.

En PPV (pædagogisk-psykologisk vurdering), samt Slotsskolens elevplan, ligger til grund for den samlede vurdering af barnet/den unges behov, og beslutning om revisitering/årlig vurdering. 

Kontrakt

Ved elevens indskrivning på specialundervisningsstilbuddet indgås skriftlig kontrakt mellem elevens kommune og Danners børn.

Revideret 28.3.2025