Antimobbe-strategi

”Glade børn lærer bedst”

Om mobning

Mobning er en kompleks størrelse og kan have mange former. Grundlæggende set er der tale om mobning, når en person gentagne gange, over en vis periode, bliver udsat for negative handlinger (fysiske såvel som verbale) og/eller udstødelse fra et socialt fællesskab.

Der skelnes mellem mobning og drillerier. Drillerier er ofte mere spontant, tilfældigt og medfører ikke udelukkelse af et fællesskab. I mange tilfælde har drillerier også noget godmodigt/kærligt over sig.

Årsagerne til mobning kan være mange, og det er ikke altid, at mobning er en bevidst handling. Særligt for eleverne på Slotsskolen, der er udfordret på deres sociale, kommunikative og sproglige kompetencer, kan der være tale om en ubevidst handling, når en elev mobber. Derfor går Slotsskolens antimobbe-indsatser hånd i hånd med det behandlingsmæssige arbejde, som vi udfører.

Om digital mobning*

Digital mobning henviser til den slags mobning, der udspiller sig gennem sociale medier. Der er særligt tre træk ved digital mobning, som adskiller den fra traditionel mobning:

1. Anonymitet: Der er en vis anonymitet ved de sociale medier, der skaber stor usikkerhed blandt eleverne, idet man ofte ikke kender afsenderen.

2. Umuligheden i at slippe væk: Den digitale mobning kan stå på 24 timer i døgnet og er ikke begrænset til kun at forekomme i det fysiske samvær.

3. Den uendelige offentlighed: Eksponeringen af den digitale mobning er særligt problematisk, fordi man ikke ved, hvor mange der har set de krænkende kommentarer eller billeder, og fordi man ikke altid kan slette dem igen. For at undgå digital mobning er det vigtigt at styrke elevernes digitale dannelse. Dvs. deres evne til at kunne begå sig socialt, etisk og kritisk i den virtuelle verden.

*Kilde: Sputnik antimobbestrategi, 29. januar 2024

Forebyggelse

Som en del af den forebyggende indsats på Slotsskolen arbejder vi tæt ift. elevernes sociale kompetencer – både i undervisningen og forbyggende. Dette gør vi ved at være opmærksomme og gribe ind tidligt, så konflikter ikke udvikler sig.

Relationsarbejdet understøttes af metoden ICDP og vi deltager hvert år i den nationale trivselsundersøgelse. Vi har et aktivt elevråd der inddrages flere gange i løbet af året.

Slotsskolen er en ”mobilfri” skole, og når eleverne arbejder på skolecomputere, er det i undervisningen, som er voksenstyret. I pauserne bruges det elektroniske udstyr til at styrke sociale sammenspil via spil som er aldersrelateret. Vi voksne er altid tæt på og er nysgerrige på deres univers.

På Slotsskolen udarbejder alle klasser ”klasseaftaler” hvert år, hvor eleverne inddrages og får indflydelse på læringsmiljøet. Klasseaftalerne bringes med i elevrådet og hænges synligt op.

Skolens motto i trivselsarbejdet:

”Glade børn lærer bedst” Vi arbejder med at ”ingen kan alt, men alle kan noget” ”Vi kan ikke noget vi ikke har lært, men vi øver os”

Handleplan

Hvis det konstateres, at der foregår mobning, orienterer læreren/ pædagogen det berørte team, skolens ledelse. Teamet organiserer et skærpet tilsyn omkring de pågældende elever. Kontaktpædagogerne/ forældrene orienteres og inddrages i indsatsen. Indsatsen aftales individuelt og dokumenteres løbende.

Revideret 28.3.2025