Ophold på Birkebo

En tryg hverdag

Hverdagen på Birkebo er kendetegnet ved en fast døgnrytme. Forudsigeligheden skaber en tryg ramme for børnene/de unge i hverdagen.

Børnene/de unge har et kontaktteam, der har den primære kontakt til barnet/den unge og forældre under anbringelsen.

Det enkelte barn/unge

På Birkebo tager vi udgangspunkt i det enkelte barn/unge og dets familie.

Vi tilrettelægger den pædagogiske tilgang og støtte, ud fra den enkeltes behov og på baggrund af kommunens børn-/ungeplan for anbringelsen.

Vi møder børn/unge og deres forældre med en anerkendende tilgang, hvor vi sætter fokus på det, der fungerer for den enkelte.

Vi anvender bl.a. ”Signs of Safety”, hvor vi stiller skarpt på barnet/den unges og familiens ressourcer.

Anerkendelse

Vi har i hverdagen fokus på at skabe et trygt og udviklingsstøttende samspil med barnet/den unge.

Vi har ligeledes fokus på at opfordre børn/de unge til samtale og samvær. Vi anerkender barnet/den unge i alle aspekter.

Fritiden

Fritiden bliver tilrettelagt i samråd med børnene/de unge ud fra deres interesser.

Birkebo har adgang til sportshal og fodboldbane, og vi har året rundt mange aktiviteter både ind og ude, vi bruger gerne naturen i den nærliggende skov og strand.

Nogle børn/unge kan gå til lokale fritidsaktiviteter, f.eks. spejder, fodbold, ridning, eller hvad barnet/den unge har interesse for.

Samvær med forældre

Vi lægger vægt på at have et godt og konstruktivt samarbejde med barnets/den unges forældre.

Forældrene er en vigtig del af barnets/den unges liv, selvom barnet/den unge er anbragt.

Vi tilstræber, at have en tæt og kontinuerlig kontakt, og lave aftaler om, hvad forældrene fortsat kan og ønsker at varetage i forhold til barnet/den unge.

Faglige tilgange

Vores forståelse af børns eller den unges udvikling tager udgangspunkt i den neuroaffektive udviklingspsykologi, hvor det helt centrale er, at den pædagogiske tilgang til barnet/den unge tilrettelægges indenfor barnets eller den unges nærmeste udviklingszone.

ICDP (International Child Development Program) og SOS (Signs of Safety) indgår i den daglige tilrettelæggelse af den pædagogiske tilgang til børnene.