Observation og udredning på Birkebo
Udredningsforløbet
Alle udredningsforløb bliver tilrettelagt ud fra individuelle fokusmål, og på baggrund af det enkelte barns/den unges situation, og anbringende kommunes formål med anbringelsen.
Et udredningsforløb vil tage udgangspunkt i de kendte oplysninger om barnets/den unges fysiske, psykiske og sociale udvikling og forhold.
Den pædagogiske beskrivelse og vurdering af barnets/den unges udvikling, ressourcer, udfordringer og evt. støtte/behandlingsbehov foretages på baggrund af det kendskab og samspil, der opnås med barnet/den unge i hverdagen i det pædagogiske miljø på afdelingen.
På Birkebo har vi fokus på det enkelte barns/den unges ressourcer og kompetencer, og vi lægger vægt på at beskrive, hvilken tilgang barnet/den unge profiterer af, og derved hvordan barnet/den unge bedst støttes i sin udvikling.
Barnets/den unges eget perspektiv og holdninger vil altid indgå i beskrivelse og vurdering.
Psykologisk undersøgelse
Når det vurderes relevant, kan barnet/den unge blive psykologisk undersøgt, som en del af udredningsforløbet.
Den psykologiske undersøgelse foregår på institutionen.
Inddragelse af forældre og andre
Forældrene inddrages i udredningsforløbet. Forældrene inviteres til møder igennem forløbet, og evt. til samtale med undersøgende psykolog.
Hvis barnet/den unge er indskrevet på vores interne skole, Slotsskolen, vil en faglig og social beskrivelse og vurdering indgå som del af udredningsforløbet.
Afslutning på udredningsforløbet
Som afslutning på udredningsforløbet, fremsender vi de udarbejdede rapporter. Rapporterne fremsendes til anbringende kommune og forældre. Vi afholder rapportmøde kort efter.
Barnet/den unge kan forblive anbragt på Birkebo efter udredningsforløbet, så længe der er behov for det i forhold til planlægning og etablering af det videre forløb for barnet/den unge.
