Birkebo 1.sal
” Birkebo 1. sal” er et anbringelsestilbud jf. Barnets Lov § 43 stk. 1 nr. 6 til unge i alderen 14-18 år.
På afdelingen bor også unge i ungestøtteanbringelse, der er i alderen 18-22 år. Der kan i alt bo 7 unge på afdelingen.
Målgruppe
Vi tilbyder pladser til unge, med behov for professionel socialpædagogisk udviklingsstøtte og behandling i en institutionsramme i en kortere eller længere periode.
Målgruppen er unge, hvor målsætningen er, at de på kort eller lidt længere sigt, vil blive i stand til at indgå i lokalmiljøets almene tilbud, som folkeskole, ungdomsuddannelse, klub, idrætsforeninger m.v.
Målgruppen omfatter unge udsat for omsorgssvigt, udfordringer ift. sociale og følelsesmæssige kompetencer, anden psykisk vanskelighed, personlighedsforstyrrelse og tilknytningsforstyrrelse, o.a.
Vi lægger i visitationen vægt på visitation af unge, hvis primære behandlingsbehov er udvikling af relationelle og sociale kompetencer.
Unge med svære psykiatriske problemstillinger, misbrugere, og kendt grov kriminalitet ligger uden for målgruppen.
Danners Børn har en intern skole, Slotsskolen, som den unge kan visiteres til, hvis det vurderes hensigtsmæssigt. (PPR visiterer på baggrund af PPV)
Fysiske rammer
Tilbuddet er en del af Danners Børn og har til huse på 1. sal over Birkebo. – Slotsgården 1. Jægerspris.
De unge har eget værelse. Toilet, bad, køkken og opholdsstue deles med bofæller.
Birkebo 1. sal ligger centralt i forhold til skole, klub og fritidstilbud og vi har gennem mange år opbygget gode samarbejdsrelationer til lokalmiljøets tilbud.
Beskrivelse af tilbuddet
Vi har en fleksibel ramme, hvor vi tilbyder et længerevarende, stabilt og udviklende opholdsmiljø for unge med behov for professionel socialpædagogisk støtte og behandling.
Birkebos støtte-behandlingspladser er et tilbud om ophold i et velstruktureret, forudsigeligt miljø, der vil være den unges trygge base, og hvor der altid vil være tilgængelige, troværdige og støttende voksne.
Det trygge miljø giver grundlag for, at den unge får ro og energi til at arbejde med på egen udvikling.
Metode
På Danners Børn tager vi i forståelsen af børns udvikling udgangspunkt i den Neuroaffektive udviklingspsykologi, hvor det helt centrale er, at den pædagogiske tilgang til den unge tilrettelægges inden for nærmeste udviklingszone.
Vi møder de unge og deres forældre med en anerkendende tilgang, hvor vi sætter fokus på det, der virker og fungerer. Vi anvender i den forbindelse også ”Signs of Safety”, hvor vi stiller skarpt på den unges og familiens ressourcer.
Den anerkendende, ressourcefokuserede og relations orienterede tilgang i den socialpædagogiske hverdag på afdelingen understøttes ved anvendelse af metoderne i ICDP (International Child Development).
I det relationelle møde med de unge tages udgangspunkt i samspilstemaerne, der har til formål at skabe et trygt og udviklingsstøttende samspil.
Det daglige socialpædagogiske arbejde tilrettelægges i øvrigt individuelt i forhold til den enkelte unges behov.
Vi tilrettelægger behandlingsplaner med mål og delmål med udgangspunkt i det beskrevne formål med anbringelsen og den unges plan, der udarbejdes af kommunen i forbindelse med anbringelsen.
Behandlingsplanen revideres løbende på baggrund af den unges udvikling og i overensstemmelse med den kommunale forvaltnings beskrevne udviklingsmål.
Vi udarbejder som udgangspunkt statusskrivelse og afholder statusmøde første gang tre måneder efter den unges indskrivning, og herefter hvert halve år.
De unge inddrages i et samarbejde omkring egne udviklingsmål og delmål, i det omfang den unge formår under hensyntagen til dets alder og udvikling.
Samarbejdet med forældrene
Vi tilstræber et godt forældresamarbejde, hvor vi med respekt inddrager forældrene i forståelsen af den unges udfordringer og behandlingsbehov.
Vi lægger vægt på en tæt og kontinuerlig kontakt, der aftales og tilrettes individuelt i forhold til den enkelte forælder.
Vi lægger vægt på, at den unges samvær og kontakt med familien og andet netværk tilrettelægges, så det giver bedst muligt grundlag for gode og positive oplevelser for alle parter.
Inden for samværsrammen, der besluttes af den kommunale myndighed, aftaler og tilrettelægger vi samværene i samarbejde med forældrene/ netværket.
Forældre og netværkspersoner er velkomne efter aftale.
Visitation
De unge kan visiteres til Birkebo 1. sal fra alle kommuner.
Det kan være unge, der kommer fra anden anbringelse, der ikke længere er hensigtsmæssig eller tilstrækkelig.
Det kan være unge, der har ophold på Danners Børns behandlingsinstitution (Hjortholm), som i deres udvikling er parat til et behandlingsmiljø med mindre indgribende indsats.
Det kan være unge, der har været anbragt på Birkebo i et akut eller observationsforløb, hvor det vurderes, at de vil profitere af et længerevarende ophold og det kan være unge, der i øvrigt vurderes inden for målgruppen.